Grand danois er dansk – og ikke tysk.

Grand danois'en er ikke en tysk race og Grand Danois Klubben i Danmark har siden 2010 arbejdet på at få racen tilbageført til Danmark. Her kommer en kort indføring i konfliktens hovedpunkter.

Vores race er i dag registreret som den tyske race, Deutsche Dogge, i paraplyorginisationen Fédération Cynologique Internationale – i daglig tale FCI – og dermed anses Tyskland som racens oprindelsesland. Altså landet hvori racen, er "opfundet". Men, sådan har det ikke altid været.

I 1934 meldte Dansk Kennel Klub (DKK) ind i FCI og indsendte racestandarden på alle danske hunderacer, herunder også standarden for grand danois'en. Racen blev optaget i FCI og registreret som en dansk race med oprindelsesland, Danmark. Så – hvordan kan en hunderace skifte oprindelsesland (stamland)?

Det sker, fordi Tyskland ønskede (ønsker), at racen skal være deres deres nationale hunderace. Historisk startede det med Otto von Bismarck, der var preussisk ministerpræsident fra 1862-1873 og ministerpræsident for det nye samlede tyske rige fra 1871-1890. For hans yndlingshund var en blå grand danois. Derfor startede tyske hundefolk annekteringen af vores grand danois allerede i slutningen af 1800-tallet.

Alt dette kan man læse meget mere om i hæftet The Great Dane Booklet

Generalforsamling i 1937 – en sejr for Danmark!

I 1937 gør Tyskland krav på vores race som de mener, er deres Deutsche Dogge. Spørgsmålet bliver debatteret på FCI's generalforsamling i Paris, hvor FCI underkender Tysklands krav. Racen forbliver dansk. Men vi tillader, at tyskerne og andre nationer må navngive racen efter ønske. Sejren kan tilskrives den daværende formand  for Specialklubben for den danske Hund, C. Hagbarth Christensen og den øvrige bestyrelse, for deres enorme arbejde med at fremskaffe litteratur omkring racen. Dette resultat, at racen anses for at være en dansk race, bekræftes i 1948, i et brev skrevet af den daværende greneralsekretær i FCI, Baron Albert Houtart. Dette brev bliver sendt i kopi til DKK.

Når katten er væk, leger musen på bordet.

Efter 2' Verdenskrig er Danmarks valutareserver så ringe, at DKK melder sig ud af FCI. Danmark forbliver passivt medlem af FCI indtil 1959. I 1961 indsendte den Tyske Kennel Klub (VDH) en revideret standard for grand danois til FCI. Ved en fejl(!) træder denne standard  istedet for den oprindeligt optaget danske standard. Senere fremsendte VDH en revideret standard både i 1976 og i 1988. Uden at nogen, hverken i DKK eller i Specialklubben, reagerede på, at racen nu var blevet tysk. Sagen blev politisk.

Arven fra en formand

I 2006 arver Grand Danois Klubben i Danmark 2 flyttekasser proppet med gamle bestyrelsesprotekoller, blade, korrespondance og meget mere. Materialet stammer fra klubbens begyndelse i 1929 og fremefter. Blandt disse dokumenter findes materiale, der bekræfter, at racen tidligere, af FCI, blev anerkendt som en dansk race. Derfor har det været muligt at rejse sagen i FCI.