Love

Copyright © All Rights Reserved

Grand Danois Klubben i Danmark

Specialklub for den danske hund under Dansk Kennel Klub

Love / Vedtægter

 

§ 1 - Navn og hjemsted

 

Klubbens navn er Grand Danois Klubben i Danmark. Klubben er stiftet i 1928.

Stk. 2. Klubbens hjemsted er formandens adresse.

Stk. 3. Klubben er en specialklub, der er anerkendt af og samarbejder med Dansk Kennel Klub.

 

§ 2 - Organisation

 

Klubben er opbygget med:

a: Urafstemning (§ 8, 17 og 18)

b: Generalforsamling (§§ 12-15)

c: Bestyrelse (§§ 7-9)

d: Medlemmer (§ 5)

 

§ 3 - Klubbens formål

 

Klubben har til formål i samarbejde med DKK og i overensstemmelse med DKKs formål og internationale forpligtelser at arbejde for at fremme kendskabet til Grand Danois og gennem oplysning om hensigtsmæssig avl at bidrage til at bevare og/eller forbedre racens kvalitet i forhold til standarden, sundhed, temperament og eksteriør.

 

§ 4 - Avlsarbejde

 

Grand Danois Klubben er DKKs sagkundskab inden for avlsarbejdet vedrørende Grand Danois.

Stk. 2. Klubben er berettiget til at fastsætte specielle regler for avlsarbejdet med Grand Danois.

Stk. 3. Avlsforbud og restriktioner kan indføres, hvis arvemæssige begrundelser herfor foreligger. Sådanne forbud og restriktioner kræver dog godkendelse fra DKK, inden de iværksættes.

 

§ 5 - Medlemskab

 

Indmeldelse

Som medlem kan optages enhver, der opfylder betingelserne for optagelse i DKK.

Stk. 2. Et medlem, der har gjort en særlig fortjenstfuld indsats for klubben, kan af bestyrelsen udnævnes som æresmedlem. Æresmedlemmer er kontingentfrie.

Stk. 3. DKKs formand og direktør er kontingentfrie medlemmer af klubben, dog uden stemmeret. De kan på klubbens generalforsamling og øvrige arrangementer lade sig repræsentere ved stedfortræder fra DKKs bestyrelse.

Stk. 4. Stemmeberettigede i alle klubbens anliggender er samtlige myndige medlemmer, der i mindst 6 måneder har været medlem af klubben, og som ikke er i kontingentrestance.

 

Ophør

Stk. 5. Medlemskab ophører ved udmeldelse, der kan ske med 1 måneds varsel til den 31. december.

Stk. 6. Er kontingentet ikke indbetalt senest den 5. januar, slettes vedkommende uden varsel som medlem. Ved senere indbetaling betragtes vedkommende som nyt medlem med hensyn til stemmeret og valgbarhed.

 

§ 6 - Kontingent

 

Generalforsamlingen fastsætter det årlige kontingent.

Stk. 2. Kontingentet betales forud for et år ad gangen, og opkræves senest i november måned. Kontingentet forfalder den 31. december.

Stk. 3. For hvert ekstra familiemedlem med samme bopæl betales reduceret kontingent. Ved indmeldelse i klubben efter den 30. juni betales halvt kontingent. Dette gælder dog ikke familiemedlemmer.

 

§ 7 - Bestyrelsens sammensætning

 

Klubben ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, som varetager klubbens interesser og forvalter dens midler. Samtlige medlemmer af bestyrelsen skal være medlem af DKK.

Stk. 2. Valgbare til bestyrelsen er alle stemmeberettigede medlemmer, jf. § 5 stk. 4 og § 5 stk. 6.

 

§ 8 - Valg til bestyrelsen

 

Bestyrelsesmedlemmer vælges for 3 år ad gangen, suppleanter for 1 år ad gangen.

Stk. 2. Der afgår hvert år henholdsvis 2, 2 og 1 medlem. Hvert år vælges der 2 suppleanter. Genvalg kan finde sted.

Stk. 3. Er der ved opstillingsfristens udløb, jf. stk. 7, ikke opstillet det nødvendige antal kandidater til bestyrelsesposterne, skal bestyrelsen sørge herfor. Er der ved opstillingsfristens udløb opstillet det antal kandidater, der svarer til antallet af ledige bestyrelsesposter, bortfalder afstemningen. I så fald vælges der suppleanter på klubbens generalforsamling.

Stk. 4. Valget sker ved skriftlig, hemmelig urafstemning i forbindelse med den ordinære generalforsamling. Valget afgøres ved simpelt, relativt stemmeflertal. Ved stemmelighed foretages fornyet afstemning vedrørende de pågældende blandt de på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede medlemmer. I tilfælde af fornyet stemmelighed foretages lodtrækning. De til bestyrelsen foreslåede kandidater, der ikke opnår valg, indtræder efter stemmetal som henholdsvis 1. og 2. suppleant.

Stk. 5. Ved indkaldelse af en suppleant indtræder denne i det afgående bestyrelsesmedlems valgturnus.

Stk. 6. I tilfælde, hvor bestyrelsen bliver undertallig ved, at der ikke findes suppleanter, der kan indtræde i fratrædende bestyrelsesmedlemmers poster, kan bestyrelsen supplere sig selv indtil førstkommende generalforsamling.

Stk. 7. Skriftlige forslag til kandidater til bestyrelsen skal være klubbens formand i hænde senest den 1. marts.

Stk. 8. Stemmesedler udsendes til alle stemmeberettigede medlemmer, jf. § 5, stk. 4 og § 5 stk. 6, senest 10 dage før generalforsamlingen, og de kan afleveres personligt ved generalforsamlingen eller sendes til klubbens sekretær. Kuverter med stemmesedler skal være påført tydelig navn og adresse samt eventuelt medlemsnummer. Ved fremsendelse skal stemmesedlen være sekretæren i hænde senest 2 dage før generalforsamlingen.

Stk. 9. Stemmesedlerne åbnes og optælles på generalforsamlingen af de på generalforsamlingen valgte stemmetællere.

 

§ 9 - Bestyrelsens arbejde

 

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer, sekretær og bestyrelsesmedlem og fastsætter selv sin forretningsorden. Omkonstituering kan finde sted.

Stk. 2. Bestyrelsen tiltræder umiddelbart efter generalforsamlingens afslutning.

Stk. 3. Bestyrelsen træffer afgørelser i alle forhold, der ikke udtrykkeligt henhører under generalforsamlingen eller urafstemning.

Stk. 4. Beslutninger i bestyrelsen træffes ved simpelt, relativt stemmeflertal. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen er til stede.

Stk. 5. Bestyrelsesmøder afholdes så ofte, det af formanden eller et flertal af bestyrelsen skønnes nødvendigt.

Stk. 6. Der tages referat af bestyrelsesmøderne. Referatet underskrives af deltagerne, og et beslutningsreferat fra hvert bestyrelsesmøde offentliggøres i næstfølgende nummer af klubbens medlemsblad eller på anden måde.

Stk. 7. Bestyrelsen er bemyndiget til at nedsætte udvalg til behandling af ethvert anliggende inden for arbejdsområdet.

Stk. 8. Bestyrelses- og udvalgshverv er ulønnet, men bestyrelses- og udvalgs-medlemmer kan få refunderet udgifter, der udelukkende er afholdt i klubbens tjeneste. Bestyrelsen fastlægger retningslinier for dette.

Stk. 9. Klubbens repræsentanter til DKKs repræsentantskab udpeges af bestyrelsen og skal være medlemmer af DKK.

 

§ 10 - Medlemsblad

 

Klubben udgiver et medlemsblad, der udkommer mindst en gang i kvartalet. Medlemsbladet tilsendes medlemmerne - 1 blad pr. bopæl.

Stk. 2. Bestyrelsen udpeger en redaktør og eventuelt et bladudvalg. Klubbens formand er ansvarshavende redaktør.

Stk. 3. Meddelelser, der har været offentliggjort i medlemsbladet, anses for på lovlig måde at være bragt til medlemmernes kundskab.

 

§ 11 - Regnskab

 

Klubbens regnskabsår er kalenderåret.

Stk. 2. Regnskabet, der skal opgøres i overensstemmelse med god regnskabsskik, forelægges revisorerne senest 4 uger før generalforsamlingen og udsendes til medlemmerne senest 10 dage før generalforsamlingen.

 

§ 12 - Ordinær generalforsamling

 

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i april kvartal. Generalforsamlingen afholdes skiftevis øst og vest for Storebælt.

Stk. 2. Bestyrelsen bestemmer tid og sted for den ordinære generalforsamling og udsender skriftligt indkaldelse til denne senest den 31. december. Indkaldelsen skal indeholde oplysning om tid og sted, dagsorden samt oplysning om, hvilke bestyrelsesmedlemmer der er på valg, og om disse er villige til at modtage genvalg.

Stk. 3. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være klubbens formand i hænde senest den 1. marts. Eventuelle forslag udsendes til medlemmerne senest 10 dage før generalforsamlingen.

Stk. 4. Skriftlige forslag til kandidater til bestyrelsen skal være klubbens formand i hænde senest 1. marts, jf. § 8, stk. 7.

 

Stk. 5. Senest 10 dage før generalforsamlingen udsendes følgende materiale til medlemmerne:

 

•Dagsorden

•Det reviderede regnskab

•Stemmesedler med kuverter

•Evt. forslag til generalforsamlingsbeslutning

•Stemmesedler med kuverter

 

§ 13 - Dagsorden for den ordinære generalforsamling

 

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

 

1.Valg af dirigent

2.Valg af referent

3.Valg af mindst 2 stemmetællere - antallet afgøres af dirigenten

4.Formandens beretning

5.Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse og meddelelse af ansvarsfrihed (decharge)

6.Fastsættelse af kontingent

7.Behandling af indkomne forslag

8.Offentliggørelse af resultatet af bestyrelsesvalget samt eventuelt valg af suppleanter til bestyrelsen, jf. § 8, stk. 3

9.Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant

10.Eventuelt

 

§ 14 - Afstemning på generalforsamling

 

Vedtagelser på generalforsamlingen sker ved simpelt, relativt stemmeflertal, jf. dog stk. 3 samt §§ 17-18. Skriftlig afstemning skal finde sted, når et af de tilstedeværende medlemmer forlanger det.

Stk. 2. Hver stemmeberettiget medlem kan medbringe 1 fuldmagt.

Stk. 3. Lovændringer kan kun vedtages med en majoritet på 2/3 af de på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede medlemmer. Vedtages forslaget på generalforsamlingen, skal det til en skriftlig, hemmelig urafstemning blandt klubbens stemmeberettigede medlemmer. Ved urafstemningen kan ændringerne vedtages ved simpelt stemmeflertal, idet dog blanke stemmer ikke medregnes. Lovændringer træder i kraft, når de er godkendt af DKK.

 

§ 15 - Ekstraordinær generalforsamling

 

Ekstraordinær generalforsamling finder sted, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når 25% af de stemmeberettigede medlemmer indgiver skriftlig anmodning herom til formanden med angivelse af de emner, der ønskes behandlet.

Stk. 2. Ekstraordinær generalforsamling med angivelse af dagsorden indkaldes senest 4 uger efter, at formanden har modtaget anmodningen, med mindst 3 ugers varsel til afholdelse senest 6 uger efter udsendelsen af indkaldelsen.

Stk. 3. Der kan ikke behandles andre emner på en ekstraordinær generalforsamling end de i dagsordenen indeholdte.

Stk. 4. Vedtagelser på en ekstraordinær generalforsamling sker som anført i § 14.

 

§ 16 - Disciplinærsager

 

Har et medlem overtrådt gældende regler, jf. DKKs til enhver tid gældende love, kan der træffes disciplinære foranstaltninger over for vedkommende.

Stk. 2. Der henvises i øvrigt til de enhver tid gældende bestemmelser i DKKs love om disciplinære foranstaltninger.

 

§ 17 - Urafstemning

 

Bestyrelsen kan, når den finder anledning dertil, lade ethvert spørgsmål afgøre ved skriftlig, hemmelig urafstemning blandt klubbens stemmeberettigede medlemmer.

Stk. 2. Forslag, herunder lovændringsforslag, udsendes til de stemmeberettigede medlemmer sammen med autoriserede stemmesedler, der returneres til klubbens sekretær senest 14 dage efter udsendelsen.

Stk. 3. Mindst 2 bestyrelsesmedlemmer og 1 af de valgte revisorer skal være til stede, når stemmesedlerne åbnes.

 

§ 18 - Opløsning af klubben

 

Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun finde sted på en i dette øjemed særligt indkaldt generalforsamling. For vedtagelse af forslaget kræves 3/4 majoritet af de afgivne stemmer. Bliver forslaget vedtaget, skal vedtagelsen bekræftes ved en urafstemning med samme majoritet.

Stk. 2. Bestemmelse om anvendelse af klubbens formue træffes på den ekstraordinære generalforsamling efter indstilling fra bestyrelsen. Formuen skal anvendes til gavn for hundesagen i henhold til formålsparagraffen.

 

§ 19 - Ikrafttræden

 

Ovenstående love er vedtaget på generalforsamlingen den 22. april 2001 og vedtaget ved urafstemning den 1. august 2001.

Stk. 2. Lovene er godkendt af DKK og træder i kraft den 1. oktober 2001.